Som en helt almindelig motionist kan Melfar24 måske virke som en stor mundfuld, og måske endda som en smule småtosset at melde sig til. Ikke desto mindre lød startskuddet til 8 udgave af Melfar24 lørdag d. 4 juni kl.10:00. Et af Danmarks mest unikke motionscykelløb. Med en deltager rekord på cirka 300 ryttere, og en vejrmelding der lød på 25+ grader, var løbet allerede fra start en succes. Igen i år var det muligt for rytterne at vælge om man ville køre 12 eller 24 timer.
Indmeldelse
Fredagen d.3 juni tjekkede vi ind, og allerede der fornemmede man at der virkelig var tjek på tingene fra arrangørernes side af. Som lovet var hallen stillet til rådighed for de ryttere der ikke havde campingvogn eller telt med. Foruden var der mulighed for at bestille aftensmad samt morgenmad inden løbet gik i gang.
Klar til start
Feltet var delt op i 5 grupper der hver især blev sendt afsted med 5 minutters intervaller, med første afgang kl.10:00. Det var en broget forsamling af ryttere og udstyr, alt fra top eliteryttere med eget filmhold tilknyttet, til weekendskrigere på banecykler. Ellers forløb starten som den skulle.
Ruterne
En af de faktorer der oftest er under stor kritik i forbindelse med motionscykelløb, er afmærkningen af ruterne. Dette formår arrangørerne bag Melfar24 virkelig at gøre godt! Alle ruterne var afmærket ikke blot med skilte de fornødne steder, men med sprayede afmærkninger på asfalten i god tid og ofte flere gange før et sving. Det kunne andre løbsarrangører helt klart lære af.
Forplejning/målområde
Den klassiske løbsmad bestående af kartoffelsalat med lune frikadeller, var ingenting i forhold til det kæmpe udvalg der var tilbudt deltagerne til dette års Melfar24. I buffeten fandt du alt fra chokolade, nødder, cola, fri salatbar, kager, kiks, håndmadder og ikke desto mindre grillet kylling m.m. Der var simpelthen alt hvad man havde brug for og mere.
Tillige var stemningen i målområdet exceptionelt god, de mange utrættelige medhjælpere stod altid klar til at hjælpe, også langt ud på natten fik man et smil og klap på skulderen. Så afslutningsvis vil jeg sige tusind tak til arrangørerne af Melfar24, for at have skabt helt unikke rammer om et fantastisk arrangement. Melfar24 er uden tvivl et løb jeg vil anbefale alle at deltage i.
Resultater og billeder kan findes på: www.bianchi-melfar24.dk
Af Daniel Emanuel, Cybercycling.dk





Kommentarer
Tak til Baghjulet (og sponsorer)for et godt arrangement.
RSS feed for kommentarer til dette indlæg.